Ishockeykvinder fik pengegave under sommertræning

04. maj. 2023

Rødovres ishockeykvinder har leveret til pomp og pragt på isen, og det er der blevet lagt mærke til i Team Rødovre, der støtter RMB Q med 25.000 kroner.

Som klub er RMB Q stadig våde bag ørerne. Klubben har kun to år på bagen, men har på imponerende vis sikret sig to danske mesterskaber i træk, samt en pokaltitel, da ishockeykvinderne i den forgangne sæson vandt ’the double’.

Og den flotte guldhøst er selvfølgelig også blevet bemærket hos Team Rødovre, der årligt uddeler midler, der fremmer og støtter elitesport og talentudvikling.

I tirsdags kiggede Team Rødovres formand, Britt Jensen (S), og Allan Carlsen fra CJ-Glas A/S, der er medlem af team Rødovre, forbi bagsiden af Rødovre Skøjte Arena, hvor spillerne havde sommertræning i det gode vejr. Med sig havde de en check på 25.000 kroner.

”Team Rødovre støtter de mange flotte præstationer og de mange arbejdstimer, der ligger bag så stor en præstation. RMB Q sætter Rødovre på landkortet og går foran og er et fantastisk forbillede for børn og unge i Rødovre. Endnu en gang tillykke med den flotte præstation til RMB Q,” fortæller Britt Jensen.

Penge til teambuilding
Sidste år modtog RMB Q 50.000 kroner i støtte fra Team Rødovre, og cheftræner Hasse Hintze Christiansen fortæller, at pengene ikke skal gå til dommerbesætning, men direkte til spillerne.

”Det er fedt at der bliver lagt mærke til os. Det betyder meget for spillerne og for hele holdet. Der er ikke store penge i ishockey, så støtten er med til, at vi kan gøre tingene lidt mere spændende og at tingene rundt omkring holdet fungerer,” siger cheftræner Hasse Hintze Christiansen, inden han fortæller at pengene blandt andet vil blive brugt til teambuilding.