De drømmer begge stort – nu har de fået støtte med på vejen

18. nov. 2023

Alexander Møldrup og Amalie Eir dyrker hver deres sport, men drømmer om det samme.

Det koster ikke kun blod, sved og tårer, at konkurrere og dyste mod de bedste i verden. Det koster også penge. Det ved idrætstalenterne Alexander Møldrup og Amalie Eir, der torsdag eftermiddag begge modtog støtte fra Team Rødovre, der skal fungere som økonomisk rygstød, så de begge kan nå toppen indenfor hver deres idrætsgren.

18-årige Alexander Møldrup er et lysende talent på den danske golfscene, mens 18-årige Amalie Eir er et af landets største dansetalenter.

Torsdag eftermiddag modtog de begge 10.000 kroner af Team Rødovre.

– I er, i hver jeres idrætsgren, nogle af landets bedste i jeres respektive aldersgrupper. På vegne af Team Rødovre vil jeg gerne sige tusind tak for jeres store arbejde og dedikation – og vi vil glæde os til at følge jeres udvikling, fortalte Team Rødovre-formand Britt Jensen i en tale ved en intim uddelingsseance hos B2B Promotion på Rødovrevej, der er en af de lokale virksomheder, der bidrager økonomisk til, at Team Rødovre kan støtte eliteidræt og talentudvikling i Rødovre.


Sammen med Team Rødovre-formand, Britt Jensen (th), havde indehaver af B2B Promotion. Casper Pedersen (tv), fornøjelsen af at støtte to unge talenter med hver 10.000 kroner. Foto: Christian Valsted

Vil være de bedste

Alexander Møldrup og Amalie Eir er begge 18 år, fra Rødovre og en del af Team Danmarks talentprogram, men sportsgrenen har de ikke til fælles. Alexander Møldrup er en af landets største talenter på golfscenen. Han har to ungdoms-danmarksmesterskaber under bæltet, og opnåede en 8. plads i sin første internationale herreturnering til Singapore Open.

Selv drømmer han om at nå den absolutte top.

– Der er lang vej endnu, og jeg skal virkelig præstere på et højt niveau i lang tid, men jeg vil gerne være den første dansker der vinder en major, hvilket er det største man kan vinde indenfor golf, fortæller den unge golfspiller.

Amalie Eir har også ambitioner om at række ud efter toppen.

Sammen med sin partner Lucas har hun netop vundet Danmarksmesterskabet for U21 i standarddans, og deltaget i verdensmesterskabet i latindans.

– Vi vil gerne være førsteparret i 10-dans i Danmark, og lige nu ser det ud som om at det kan blive en realitet indenfor kort tid. Vi har mange rejser, hvilket er dyrt, så jeg er glad for at få en anerkendelse for det jeg har præsteret, fortæller Amalie Eir.